10/04/2026
Første spadestik på HCI
I sidste uge blev første spadestik taget til en ny elevbygning på HCI (Himmerlandscentrets Idrætsefterskole) – første etape i fornyelsen af skolens faciliteter.
Den nye bygning får plads til op til 40 elever og er arkitektonisk tilpasset den eksisterende bygningsstruktur med rødt murværk og detaljer, der refererer til de oprindelige skolebygninger. Samtidig transformeres en tidligere grusparkeringsplads til et rekreativt gårdrum, der skaber plads til både aktivitet og fordybelse.
Første spadestik blev markeret med taler af forstander Søren Troelsen, deltagelse fra skolens ca. 150 elever og med bestyrelsesmedlem Torben Larsen samt en elev, der tog det første spadestik. Administrerende direktør for entreprenør TL Byg, Jesper Hoffmannn, holdt også tale – og dagen blev rundet af med pølser i kantinen.
Vi ser frem til at følge projektets udvikling.




