
Toldboden, Løgstør
Toldbodgade 8 i Løgstør har gennemgået en nænsom og helhedsorienteret renovering af den historiske Toldbod, som tidligere har fungeret som en aktiv del af byens handels- og havneliv. Bygningen har gennemtiden rummet både erhverv og beboelse, og er i kraft af sin placering og karakter et centralt element i Løgstørs historiske bykerne.
Med transformationen er bygningen ført op til nutidig standard med respekt for stedets ånd og arkitektoniske kvaliteter. De oprindelige portåbninger i gavlene, som tidligere skærmede mod det indre liv, er blevet udskiftet med store vinduespartier, der åbner huset op mod gaden og inviterer lys og liv ind. En nænsom afrensning af facaderne bevarer murværkets stoflighed samt patina og styrker bygningens tilstedeværelse i byrummet.
I stueetagen skaber de nye åbninger visuel kontakt mellem offentlighed og aktivitet i det kommende erhvervslejemål. Interiøret er bearbejdet med fokus på materialemøder og taktile overflader, heriblandt rustikke New Yorker-vægge og dekorative vinylfliser med orientalsk mønstring, som tilfører karakter og detaljering.
På 1. salen er der etableret en 250 m² bolig med tre værelser, stort køkken-alrum og tre altaner – heraf én med udsigt mod havnen. Boligen balancerer det funktionelle og det stemningsfulde og indgår som en naturlig forlængelse af bygningens historiske identitet.
Transformationen af Toldboden repræsenterer en fortælling om, hvordan bevaring og ny anvendelse kan gå hånd i hånd. Med stor omhu er historiske elementer bevaret og aktiveret, mens nutidige tilføjelser er indarbejdet med respekt og arkitektonisk bevidsthed. Det er en modernisering, der ikke søger at overskrive, men at videreføre og forfine det eksisterende.

Bygherre
Adresse
Arkitekt
Opførelsesår
Areal
Ingeniør
entreprenør
Landskab